< 22-07-2017 - 10:22

Nations Cup i Aachen med Blue Hors deltagelse

Første dansker på dressurbanen lørdag var Don Olymbrio og Daniel, der efter en hviledag i går var klar til at forsvare de rød/hvide farver

Der er dyb koncentration og fokus at spore hos Daniel, da han rider ind på banen på den flotte stadion i Aachen i dag. Der er også meget på spil, idet danskerne ligger på en foreløbig 3. plads efter torsdagens ridt, kun overgået af værtsnationen Tyskland, efterfulgt af USA.

 

Den store stadion i Aachen kan ellers være lidt intimiderende at ride på, men Don O tager det hele i stiv arm og er med Daniel hele vejen gennem programmet. 

 

"Banen er helt fantastisk og en kæmpe oplevelse at ride på" kommenterede Daniel efterfølgende

 

Ekvipagen red et virkeligt flot program, hvor Don Oymbrio stod flot i formen. Programmet blev redet med et dejligt flow hele vejen. Højdepunkterne var blandt andet travprogrammet med udtryksfulde øgninger og de flotte 2’er changementer. I alt belønnede dommerne parrets program med 68.275 %.

 

Daniel der rider på feltets yngste hest er mere end tilfreds med den præstation som Don Olymbrio har leveret i Aachen:

 

"Vi tog først og fremmest til Aachen for at høste international erfaring. Det er guld værd for os at få muligheden for at dyste mod verdens bedste ryttere, og jeg er meget stolt og glad for at være med i så stærkt et felt. Don Olymbrio og jeg har fået værdifulde byggesten at bygge videre på, og der er ingen tvivl om at jeg her har fundet en hest som har kapaciteten til at nå helt i top." 

 

Se resultaterne HER

 

 

 

<