< 07-05-2018 - 08:52

Ugens Hingst: Blue Hors St. Schufro

Kom tættere på Blue Hors St. Schufro. Hingsten med det enestående temperament og den hingst, som hollænderne og tyskerne omtaler som ”den nye Totilas”

Ved de seneste hingstefremvisninger i udlandet, har hollandske og tyske fagfolk omtalt Blue Hors St. Schufro som ”den nye Totilas”! Det er store ord at leve op til, men han ligner på udseendet, og både talent og kapacitet er enormt.

 

Nem og bundærlig

Det var ved hannoveranerhingstekåringen i 2013, hvor St. Schufro blev præmiehingst, at han i lighed med Blue Hors Farrell blev købt til Blue Hors. Karsten Petersen, der har mange års erfaring i arbejdet med ungheste og hingste, bemærkede straks noget særligt ved den sorte hingst.

– Da vi fik den hjem som 2,5-års så den lidt træt ud, men når den kom i ridehallen, var den i hopla. En af hestepasserne sagde til mig, at hun troede, at den var syg, men det er bare sådan, St. Schufro er; stille og rolig i stalden, men ”på” så snart, han skal arbejde, fortæller Karsten.

Da St. Schufro skulle tilrides, gik det ualmindelig let, og han var nærmest tilredet på første dag, hvor Karsten havde trænet ham, og Allan satte sig op og red fremad.

– Den er bare utrolig nem og håndterbar. Den lader sig ride alle steder og er en herlig og bundærlig hest, der har en fantastisk tænd-og-sluk-funktion, siger Karsten og tilføjer, at selvom første følårgang viste, at St. Schufro ikke passer til alle typer hopper, så viser de første 3-års sig nu som rigtig gode ungheste.

 

St. Schufro vil det hele

Det er fortsat berider Allan Grøn, der er St. Schufros rytter, og således er det Ellen Glinvad, der er hans daglige hestepasser. For Ellen er St. Schufro intet mindre end yndlingshesten, fordi han altid er glad og positiv. Han er altid stille og rolig at have med at gøre, og hun fortæller, at han godt ved, hvor han skal bruge sin energi.

– St. Schufro har overhovedet ingen hingstenykker. Han vil så gerne snakke, og når man afleverer ham i boksen, tager han fat i ens tøj. Det er det nærmeste, han kommer på at være hingstet, men det er kun fordi, han vil have, at man skal blive ved ham. Han elsker virkelig at blive gnubbet og kløet, og derfor er den daglige strigletur vigtig for ham.

Allan Grøn fortæller, at det er meget udfordrende for en rytter at ride en hest som St. Schufro, og at man virkelig skal bruge hovedet! St. Schufro er helt fantastisk, men han byder sig så meget til og udviser så meget lyst og talent, at hans rytter hele tiden må holde igen.

– Min opgave med uddannelsen af St. Schufro har igennem hele forløbet været at holde lidt tilbage, til han er blevet stærk nok til, at jeg kan lade ham gøre nogle af de ting, han gerne vil. Det er helt fantastisk at have en hest med så kæmpestor gålyst og kæmpe gangformåen, men hans fysik skal jo også kunne følge med, så jeg har brugt meget af tiden på bare at gøre ham stærkere, fortæller Allan.

– St. Schufro vil gøre alt for at tilfredsstille sin rytter, han kigger ikke, men er bare på og vil gerne arbejde. Det gør det til en ekstrem fornøjelse at arbejde med ham, men giver også rytteren et stort ansvar. Vi byder ham ikke noget, han ikke er klar til, men samtidig skal han have lov til at lave noget, som holder ham motiveret. Nu har han fået en styrke og en alder, hvor han kan få lov at lave noget af det sjove, som han har enormt talent for, fortæller Allan og slutter af med at rose den helt særlige tænd-og-sluk-funktion, der gør St. Schufro så fed at arbejde med både fra jorden og i sadlen.

 

I bedstefars fodspor

Morfar til St. Schufro og inspirationskilde til hans navn er den levende legende Blue Hors Don Schufro, der igennem en årrække har været hingstestationens flagskib. Esben Møller fortæller, at St. Schufro avler lidt ligesom Don Schufro.

– Ligesom Don Schufro kan han sprede typemæssigt, men når de går Grand Prix, betyder det jo ikke så meget, hvordan de ser ud, siger Esben.

– St. Schufro har passet rigtig fint ind i vores hingstekollektion. Vi har allerede enkelte afkom under sadel og kan nu se, at han videregiver de rideegenskaber, vi havde håbet på. Han har passet rigtig godt på de mange højtstillede Zack-hopper, men nu hvor Farrells ældste døtre er 3 år, kan han også med fordel bruges på dem. Her passer han glimrende både typemæssigt og mekanisk, slutter Esben.asser han glimrende både typemæssigt og mekanisk, slutter Esben.

<