< 07-05-2018 - 15:23

Afkom efter Blue Hors-hingste med international succes

En blot 7-årig søn af Blue Hors Rockefeller har opnået international dobbeltsejr i Intermediaire, og en 8-årig datter af Blue Hors Don Romantic har leveret en dobbelt sejr i en stor tysk turnering

I april måned har adskillige topheste efter bl.a. Blue Hors Don Schufro, Blue Hors Zack og Blue Hors Romanov haft internationale stævnesucceser, men også afkom efter andre Blue Hors-hingste viser flaget som fremtidens stjerner.

 

Den 8-årige hoppe Die Fürstin 4 e. Blue Hors Don Romantic/Fürst Heinrick (opdr. Josef Lenz, Tyskland) var overlegen i Nürnberger Burg Pokal-kvalifikationen ved Horses & Dreams i Hagen i april måned, hvor hun med sin tyske rytter Friederike Hahn vandt begge St. Georges Special-klasser med henholdsvis 74,366% og 73,927%. Nürnberger Burg Pokal er som bekendt en meget prestigefuld turning i tysk dressursport. I turneringen, der er åben for dressurheste i alderen 7-9 år og afvikles på lilleturs niveau, har mange internationale topheste haft deres første store succes.

 

Ved denne weekends CDI-stævne i ungarnske Mariakalnok debuterede den blot 7-årige, danskavlede Rockefellersøn Rockson e. Blue Hors Rockefeller/ Sorento (opdr. Stutteri Tophøj v/Anette Nilausen og Niels-Jørgen Johansen) i international lilletur med sin tyske rytter Uwe Schwanz. Rockson, der tidligere har vundet DRF's dressurchampionat for 4-års og har deltaget ved UVM som 5-års, var lilleturfeltets yngste hest i Ungarn, men det afholdt den ikke fra at vinde Intermediaire I med 71,853% og Intermediaire Kür med en score på 71,895%, hvilket rakte til dobbeltsejr i dens internationale debut.

 

<