< 30-05-2018 - 14:40

Ugens Hingst: Blue Hors Fifty Cent

En af stutteriets yngre og meget populære hingste, der netop i år brillerer med sin første følårgang, er Blue Hors Fifty Cent

Allerede i sin første bedækningssæson som 3-års stjal den glinsende mørkrøde Blue Hors Fifty Cent mange avlerhjerter og fik en god start på avlskarrieren med mange hopper, hvilket han i efteråret kvitterede for med et rigtig godt materialprøveresultat. Her i foråret har føllene til fulde indfriet forventningerne, og mange af hoppeejerne er vendt tilbage for at gentage kombinationen.

Blue Hors Fifty Cent e. Franziskus/Donnerball blev allerede som føl landskendt, da landsholdsrytter og nu landsholdstræner, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, købte ham på Dansk Varmblods Elitefølauktion. Hun satte ham heldigvis i træning på Blue Hors frem mod forbesigtigelsen, og under hingstekåringen lykkedes det os at erhverve denne unghingst, der passer godt ind i vores hingstekollektion.

 

En sjov dreng, der gerne vil gå til ridning

Fifty Cent rides og uddannes af berider Allan Grøn og passes i det daglige af Allans hestepasser Ellen Glinvad, der fortæller, at Fifty Cent er vældig vågen her i bedækningssæsonen, men inderst inde er han stadig meget ung.

– Han er en rigtig rar hest at have med at gøre. Han har altid gerne villet slikke på en, og det vil han endnu, men det udvikler sig aldrig til bid, selv om de jo ellers bliver mere hingstene her i bedækningssæsonen, fortæller Ellen.

– På mange måder er han bare født klar og kæk, og jeg er ret sikker på, at han må elske at være ude og køre. I hvert fald skal man ikke gå eller stå foran ham, når han skal læsses, for han løber nærmest selv ud i lastbilen, siger Ellen med et grin.

Allan Grøn kan nikke genkendende til Ellens ord Fifty Cents personlighed, og han fortæller, at hesten er indbegrebet af en unghingst; altid glad og tilpas, og nogle gange en tand for kæk.

– Han er svær at blive sur på, selv når han bliver lidt for kæk, for det er bare noget af al hans positive overskud, der kommer til udtryk, fortæller Allan og tilføjer, at de unge hingste jo generelt har et hårdt program, så når de kommer hjem fra materialprøve, får de kun meget let arbejde med ridning blot et par gange om ugen, så derfor har Fifty Cent faktisk heller ikke været redet særlig meget endnu.

– De her unghingste har alle sammen masser af personlig, og de er forskellige alle sammen. Ham her er sjov, for han er lidt af en gadedreng, der meget gerne vil gå til ridning, slutter Allan tydeligt begejstret for Fifty Cent.

 

Prince Charming

I bedækningssæsonen arbejder Martin Klavsen dagligt med hingstene i forbindelse med tapning, og udenfor reproduktionssæsonen arbejder med forberedelse og træning af de unge hingste, og han har kendt Fifty Cent, siden den tidligere ejer, Prinsesse Nathalie, i efteråret 2016 satte hingste i træning på Blue Hors.

– Det er en hingst med en stor personlighed. Da vi fik ham ind til træning, var han lidt mere skrøbelig og ikke så voksen, men han har altid været lidt af en prins, der har vist sig majestætisk, så snart man tager ham ud af boksen. Han er altid glad og samarbejdsvillig, og tilmed kæk og lidt storslået! Han er bare en dejlig hest at arbejde med, og helt særlig fed at mønstre, fordi han altid er på og tager én med, fortæller Martin.

 

Føllene har indfriet vores forventninger

Esben Møller fortæller helt ærligt, at Fifty Cents far Franziskus ikke er en af hans favorithingste, men Fifty Cent er ikke blot som individ en rigtig dejlig hest, for han er også ud af en super morstamme med masser af succesfulde sportsheste.

– På baggrund af Fifty Cents egen type, udstråling og bevægelser har vi haft store forventninger til hans første følårgang, men har selvfølgelig også været spændte på at se, om føllene er til den lidt sluttede side. Vi er virkelig godt tilfreds med, hvad vi har set, og føllene ser ud til at have længere linjer. De har en flot overlinje og bevæger sig med smidighed og sving, fortæller Esben.

– Vi forventer, at Fifty Cent har en stor sportslig karriere foran sig. Han er en super sportshest, der er praktisk ridelig og arbejdsvillig og med tre gode gangarter, slutter Esben.

 

 

<