Clinic med Monica Theodorescu -Torsdag d. 8/11

Blue Hors Dressurfestval får i år besøg af Monica Theodorescu, som holder clinic torsdag aften den 8. november.
Monica Theodorescu er tysk dressurlandstræner siden 2012 og datter af en af de mest ikoniske dressurtrænere gennem tiden, George Theodorescu. Som dressurrytter var hun selv især aktiv i 80'erne og 90'erne, hvor hun var med til at vinde hold-guldmedaljer ved både OL, VM og EM.

I sin clinic vil hun undervise ryttere og heste på forskellige uddannelsesniveauer og formidle sine principper, som er baseret på den klassiske uddannelse af dressurheste. Den danske dressurlandstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein vil være med på sidelinjen og indgå i den faglige diskussion i løbet af træningssessionen.

"Die Alten Meister"
Clinicen med Monica Theodorescu hører under konceptet "Die Alten Meister", som er opfundet af tyske Frank R. Henning. Det er en serie af clinics, hvor nogle af verdens førende eksperter inden for klassisk dressur og horsemanship formidler deres viden. Blandt foredragsholderne i tidens løb er bl.a. Klaus Balkenhol, Isabell Werth, Ingrid Klimke og Hubertus Schmidt, og arrangementerne er indtil videre blevet set af 600.000 mennesker.

"Ting tager tid, især når man arbejder med heste", lyder et af de vigtige budskaber fra idémanden Frank Henning. Med "Die Alten Meister" ønsker han at promovere en respektfuld og ansvarlig uddannelse af heste med viden, erfaring og "gefühl", og altid med hesten i fokus.