Information til Publikum

Oplev topdressur på Blue Hors den 17. - 20. november 2016

Fra den 17. – 20. november slår Danmarks største og flotteste hestesportscenter, Blue Hors, dørene op til den traditionsrige Blue Hors Dressurfestival. I år kan man ikke kun opleve landets bedste ryttere og heste, men også opleve en lang række af internationale ryttere, dyste i fantastiske og stemningsfulde rammer.

Der er meget på spil, når cremen af dansk og international dressursport mødes til landsstævne på Blue Hors i Randbøl mellem Vejle og Billund. I løbet af fire konkurrencedage skal der afvikles 11 nationale klasser fra MB0 til Intermediare 2, 4 internationale klasser fra Prix St. George til Grand Prix Kür.

Samtidig vil der torsdag blive afholdt Clinic med Lars Petersen. Fredag vil der blive afholdt et seminar om hestens holdbarhed og både lørdag og søndag vil der være fremvisning af hingste fra Blue Hors.

Entré priser ved Blue Hors Dressurfestival

Torsdag – kr. 100,- inkl. Clinic med Lars Petersen

Fredag - kr. 100,-

Lørdag - kr. 100,-

Søndag - kr. 100,-

Partoutkort til alle stævnets dage - kr. 300,-

Bundgaard Byg Cup
Under Blue Hors Dressurfestival afgøres finalen i Danmarks mest traditionsrige dressurturnering, den landsdækkende Bundgaard Byg Cup. For at komme til finalen har ekvipagerne dystet i Intermediaire I og Intermediaire I Kür over tre kvalifikationsrunder. De 20 bedste herfra skal så kæmpe om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup og de 10.000 kroner, der følger med.

Oplev unge stjerner
Blue Hors Dressurfestival byder også på en oplagt mulighed for at nyde nogle af dressursportens yngre stjerner. Under stævnet afvikles der Dansk Varmblod Youngster Cup. Cuppen er åben for 7- og 8-årige heste, og afvikles i to afdelinger. Første afdeling går i MA1 og anden afdeling går i Prix St. Georges. Den samlede vinder af cuppen er den ekvipage, der sammenlagt har scoret det højeste antal procentpoint.

4.000 euro samt en splinterny Mustang-trailer
Festivalen afsluttes med manér søndag eftermiddag. Udover finalen i Bundgaard Byg Cup afvikles også stævnets højeste klasse, nemlig den internationale Grand Prix Kür, hvor kunst og sport går op i en højere enhed. Udover prestigen er der ikke mindre end 4.000 euro samt en splinterny Mustang-trailer på højkant til vinderen af klassen.

God mad, varme og afterparty
Og glem alt om kolde, kedelige ridehaller. Hos Blue Hors er der skruet godt op for varmen og pyntningen i hvad der af mange bliver betegnet som Danmarks smukkeste ridehal. Der er selvfølgelig også muligheder for at købe mad og drikkevarer, og så er det bare at læne sig tilbage og nyde ridningen.
Maden vil alle dage blive leveret af Vandel Kro, og torsdag aften vil menuen traditionen tro være stegt flæsk med persillesovs.
Når lørdagens sidste klasse er slut, vil der være afterparty i stalden med livemusik og mulighed for en god snak over en øl eller en drink.

Se tophingstene live
Hos Blue Hors råder man over nogle af de mest efterspurgte og succesfulde avlshingste i Europa som for eksempel Blue Hors Zack og unge stjerneskud som Blue Hors St. Schufro og Blue Hors Farrell. Her vil man også for første gang kunne se de 2 helt nyindkøbte hingste. Hannoveranerhingsten e. Dancier/ Wolkenstein II/ Eichendorff og Quintana er efter UVM-bronzemedaljevinderen Quantensprung og har Desperados – Rotspon – Espri på morsiden. Blue Hors’ avlshingste betjener hvert år omkring 2.000 hopper i ind- og udland, og under årets festival vil der være lejlighed til at opleve nogle af de eftertragtede hingste live ved hingstefremvisningen.

Shopping, shopping, shopping
Det er blot fjerde år der afvikles dressurfestival på Blue Hors. Det til trods er festivalen allerede blevet en tradition hos både ryttere og publikum, der hvert år valfarter til for at nyde stemningen, omgivelserne og ikke mindst de smukke heste.
Sporten er naturligvis dressurfestivalens omdrejningspunkt, men der er også mulighed for at få stillet shoppelysten i det store messe- og udstillingsområde, hvor der er muligheder for at gøre en god handel, og for at få startet julegaveshoppingen.

Parkering
Kan ske på marken overfor indgangen, se kort her

Hunde
Hunde er meget velkomne på udendørsarealerne, men skal føres i snor. Husk posen. Hunde har ikke adgang i hallerne.