Blue Hors Dressurfestival

Torsdag den 8. november - søndag den 11. november 2018

Køb billetter her

På kort tid har Blue Hors Dressurfestival etableret sig i dansk dressursport som et attraktivt landsstævne med internationalt snit

Blue Hors Dressurfestival havde sin debut i 2013 og har fra første år været en ubetinget succes og afholdes hvert år i november. Hos rytterne har stævnet opnået stor popularitet, fordi opstaldnings- og opvarmningsfaciliteter er i første klasse med faste stalde og fiberbaner. Publikum har nydt godt af topsport blandt nogle af Danmarks bedste ryttere i smukke og komfortable omgivelser, da stævnet afholdes i den store opvarmede opvisningshal, som til arrangementet er pyntet flot op.

Finale i Bundgaard Byg Cup
Under Blue Hors Dressurfestival afholdes finalen i Bundgaard Byg Cup. Den traditionsrige og landsdækkende turnering rides over tre spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediaire I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen på Blue Hors for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.

Youngster Cup
Der bliver under stævnet også afholdt Youngster Cup. Cuppen er åben for 7- og 8-års heste. Første afdeling rides i MA1 og anden afdeling i Prix St. Georges. Den samlede vinder af Youngster Cup er den ekvipage med det sammenlagt højeste antal procentpoint for de to klasser.

Blue Hors udstilling og messeområde

I det store udstillingsområde i stalden giver rig lejlighed at få styret sin shoppelyst. Her vil en lang række af udstillere med mange gode tilbud stå klar til at betjene folk.

Det vil under hele stævnet være muligt at købe mad og drikkevarer.
Efter lørdagens konkurrenceklasser vil der i stalden være lagt op til hygge og livemusik. Her vil der være mulighed for en hyggesnak over en øl eller en drink.
HER FINDER DU PRISLISTEN PÅ MAD OG DRIKKEVARER


Vi glæder os til at se ryttere, officials og publikum til fire sjove og hyggelige konkurrencedage ved Blue Hors Dressurfestival i november.

Alte Meister - Torsdag 8. november 2018:
En af verdens mest succesfulde dressurtrænere, den tyske landstræner Monica Theodorescu, vil undervise heste og ryttere på forskellige uddannelsesniveauer og formidle sine principper, som er baseret på den klassiske uddannelse af dressurheste. Kommenteret af den danske dressur landstræner, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Clinicen foregår under Blue Hors Dressurfestival (Køb her). Fri entre til torsdagens dagsprogram (nationale klasser: MB0 og MA1)