< Tilbage 27-12-2018 - 08:52

Hotline og Rockefeller på vej til Canada

I januar 2019 rejser avlshingstene Blue Hors Hotline og Blue Hors Rockefeller til Canada for at betjene dressurhopper i Nordamerika

Den 13-årige hingst Blue Hors Rockefeller og den 15-årige elitehingst Blue Hors Hotline er begge solgt fra Blue Hors til Dreamscape Farm i British Columbia, Canada. De to hingste har i høj grad bevist deres værd i avlen, men det er i højere grad staldens yngre hingste, hoppeejerne benytter. Blue Hors Hotline ligger lige nu nr. 20 på WBFSH's verdensrangliste for dressurhingste, og Rockefellers helbrødre Rubin-Royal og Blue Hors Romanov (Glock's) ligger hhv. nr. 3 og 16 på verdensranglisten.

 

Rockefeller brækkede et hovben som helt ung og har aldrig været redet, hvorfor han altid vises for hånd ved vores hingstefremvisninger, hvor han i flere år har været blandt publikums favoritter. Af hans første årgang er den tidligere DRF-championatsvinder og UVM-deltager Rockson mf. Sorento (opdr. Stutteri Tophøj), der allerede som 7-års har haft massiv succes i lilletur i år. Rockefeller er også far til bl.a. den i Sverige kårede hingst, Dortheasmindes Rockey.

 

Hotline, Årets Hingst 2016 i Dansk Varmblod, har selv opnået internationale placeringer i Grand Prix under Daniel Bachmann Andersen. Flere af hans afkom har været højtplaceret i tyske og danske championater samt ved UVM i Verden og Ermelo, og flere af hans afkom er på vej frem i international Grand Prix. Et af hans mest kendte afkom i Danmark er guldmedaljehoppen Sirikit mf. Blue Hors Don Schufro (opdr. Peter Christensen), der også har startet international Grand Prix.

 

– Hotline og Rockefeller har så meget at tilbyde avlerne i Nordamerika, og jeg er Blue Hors meget taknemmelig for at have fået mulighed for at købe dem. Jeg er ikke i tvivl om, at disse to hingste vil komme til at få indflydelse på dressurhesteavlen i Nordamerika. Avlerne er meget begejstrede over nyheden, og jeg glæder mig meget til at tage imod Hotline og Rockefeller her på stationen, fortæller Jennifer Arnoldt fra Canada.

 

 

< Tilbage